Mange faktorer er betydende for den gode rapsetablering, og i denne artikel gennemgår Klaus Jakobsen fra Bayer tre af de vigtigste parametre, som du selv bestemmer over.
Din sæson starter allerede ved sortsvalget
Der er mange sorter at vælge imellem på markedet. Nedenstående graddagekort viser, om du bor på en mild eller kølig lokalitet, og sammenholdt med dit forventede såtidspunkt bør det udgøre forudsætningen for dit sortsvalg.
"Fra flere års forsøg i Dekalb regi kan vi se, at jo højere biomassen er i efteråret, jo højere er udbyttepotentialet ved høst. Dermed ikke sagt at knap så veludviklede marker har lavere udbyttepotentiale, men ofte vil der være pletter i marker som disse, der er mere udfordrede og derfor har sværere ved at opnå fuldt udbytte. Derfor er det vigtigt at have en sort, som gror godt til i efteråret uden at blive for vegetativ", anbefaler Klaus.
I nedenstående oversigt kan du sammenholde din lokalitet med hver enkelt sort, og se hvordan de sammensættes på bedste måde. "Vi anbefaler som regel hellere tidlig såning end senere såning, da det er nemmere at bremse en plante med vækst i end at skubbe gang i en plante med dårlig vækst. Eneste undtagelse er, hvis du vælger en kålbroktolerant sort – her ved vi fra studier, at jordtemperaturen skal være så lav som overhovedet muligt", forklarer Klaus. "Derfor er etablering hen mod slutningen af så-vinduet af yderste vigtighed, og det lægger samtidig endnu større vægt på, at valget bør falde på hurtigvoksende sorter til dette segment. Til kommende sæson har vi lanceret DK Plasma, som er en af de hurtigst voksende sorter i vores sortiment, og samtidig har den en stærk tolerance mod kålbrok".
Vær opmærksom på plantetallet
Gennem de sidste 10 år har plantetallet spændt imellem 50-60 planter/m2 og 20-30 planter/m2. "Vores anbefaling er at ligge et sted mellem 30 og 40 planter/m2. Herved opnås den bedste afstand mellem planterne, samtidig med at der er nok planter, hvis skadedyr eller vejrlig vil drille i fremspiringsfasen", udtaler Klaus. "I den forgangne sæson lavede vi storparcelforsøg, hvor vi undersøgte betydningen af plantetæthed. Alle fire steder blev testet med enten 25 eller 40 planter/m2, mens enkelte af stederne også havde 15 planter/m2".
I figur 3 nedenfor er resultaterne fra forsøgene opsummeret. Resultaterne fra forsøg 1 er et gennemsnit fra otte sorter, mens forsøg 2-4 er gennemsnit af henholdsvis tre og to sorter hvert sted. Som det ses af figuren er 15 planter/m2 for lidt, hvilket vi også generelt fraråder. Det optimale niveau ligger nærmere et sted mellem 30 og 40 planter/m2, hvor tendens til det højeste udbytte ligger mod de 40 planter/m2. Grunden til dette finder man sandsynligvis i, at de mere pressede områder i marken har nogle ekstra planter at kompensere med, som ikke er tilstrækkeligt ved lavere plantetal.
Figur 3: Opsummering af forsøg med plantetæthed
Til sidst er selve etableringen
Heri ligger en række beslutninger, som skal tages på selve etableringsdagen. "De seneste år har vi på mange lokaliteter observeret, at forholdene er blevet for tørre under etableringen. Det har resulteret i meget ringe og uens fremspiring, hvilket besværliggør efterfølgende behandlinger (grundet forskellige plantestørrelse) og øger risikoen for udvintrende planter, da de simpelthen bliver for udsatte for elementerne", udtaler Klaus.
Det er ikke altid lige nemt at forudsige, hvornår disse omstændigheder opstår, men gentagne harvninger eller en for lang periode mellem pløjning/opharvning og såning lader til at forværre problemerne. "I efteråret 2021 blev det utrolig tørt i løbet af august måned, hvor disse problemer blev forøget. Sidste uge af måneden kom en del nedbør, som fik fugtet jorden op. De rapsmarker, der blev etableret hen i september måned, oplevede mange steder bedre fremspiring end markerne, der blev etableret før denne regnperiode", fortæller Klaus. "Etablering i starten af september måned er nogle år mere usikkert på grund af det reducerede antal af graddage. De seneste par efterår har dog været relativ milde, og derfor har planterne alligevel opnået en fornuftig efterårsudvikling".
Det er dog svært at forudsige, og etableringen beror derfor på en vurdering af situationen på selve dagen. Hvis det begynder at blive tørt gælder det om at holde på fugten i jorden. Det vil sige reducere tiden mellem harvning og såning (ikke meget mere end en dag), antallet af overkørsler eller eventuelt se ind i metoder, hvor rapsen kan etableres direkte. Sidste metode lykkes ofte for mange rapsdyrkere, men stiller også andre krav til etableringen, heriblandt øget fokus på skadedyr og konkurrence fra tidligere afgrøde.
Husk derfor at have fokus på etableringen – det er første skridt af mange mod et godt udbyttepotentiale.